Et særligt musikalsk fællesskab åbner lørdagen på ENGAGE Festival 2026, når en række markante danske kunstnere hylder Danmarks veteraner.
Når ENGAGE Festival 2026 løber af stablen, bliver det med en helt særlig markering af festivalens 10-års jubilæum. I dag offentliggør vi nemlig det sidste punkt på årets musikprogram: et unikt jubilæumsshow, der samler nogle af Danmarks mest markante kunstnere i en fælles hyldest til danske veteraner.
Lørdag den 20. juni kl. 13.30 åbner festivalens musikprogram med et eksklusivt musikalsk potpourri skabt særligt til jubilæumsåret. Her smelter stærke sange, personlige fortællinger og fællesskab sammen i en varm og værdig hyldest til de mænd og kvinder, der har været udsendt for Danmark.
Publikum kan blandt andre opleve Poul Krebs, Allan Olsen, Anne Dorte Michelsen, Peter Sommer, Bjørn Fjæstad, Gorm Bull og Rikke Thomsen på scenen i et fælles jubilæumsshow.
En hyldest med mening
ENGAGE Festival blev skabt for at samle musik, mennesker og mening – og for at skabe større anerkendelse af danske veteraner og deres pårørende. Jubilæumsshowet bliver dermed ikke bare en musikalsk oplevelse, men også en central del af festivalens formål: at bringe mennesker sammen om en fælles sag og skabe rum for både eftertanke og fællesskab.
Musikprogrammet er komplet
Med offentliggørelsen af jubilæumsshowet er musikprogrammet for ENGAGE Festival 2026 nu fuldendt. Se det fulde line-up her.
I 2026 samler vi endnu engang tusindvis af gæster i de historiske rammer på Kastellet i København til to dage med musik, fællesskab og mening. Vi glæder os!