Hjælp og support

ENGAGE Festival med vigtigt budskab bag stort international navn på plakaten

Vi må ikke glemme krigen i Ukraine, mener Engage Festival, der netop har tilføjet rockbandet Antytila til programmet. Det ukrainske band blev verdenskendt, da de smed instrumenterne og rykkede til fronten for at forsvare deres hjemland. Nu er de på verdensturné for at samle penge ind til krigen mod russerne.

Putin er en diktator, der truer hele Europa, og derfor er det så vigtigt, at vi ikke glemmer krigen i Ukraine. Sådan lyder det fra Engage Festival, der netop har tilføjet Antytila til næste års festival, der finder sted 7.-8. juni i Kastellet i København. Og det er en enormt vigtig booking, hvis man spørger Jeppe Michael Jensen, der står bag festivalen.
Udover at være et kæmpe navn i hjemlandet og garanti for en stor koncertoplevelse, er Antytila nemlig et vigtigt talerør for krigen i Ukraine. De blev verdenskendt, da de smed deres instrumenter for at forsvare Ukraine mod Rusland, og nu bruger de deres musik til at rejse midler til Ukraines tropper og skabe opmærksomhed om krigen.

Der sker mange voldsomme ting i verden lige nu, ikke mindst i Mellemøsten, men krigen i Ukraine er så tæt på os, at den har potentiale til at influere vores liv og sikkerhed. Mange forstår ikke, hvor tæt på det er eller hvad, der kan ske, hvis Putin ikke bliver stoppet i Ukraine. Det er en krig for fred og frihed i hele Europa, og derfor er det så vigtigt, at vi ikke glemmer krigen i Ukraine,” siger Jeppe Michael Jensen.

Koncerten i Danmark er en ud af mange for Antytila, der indtil videre har spillet over 30 koncerter på tre forskellige kontinenter og har rejst næsten tre millioner kroner til krigen mod Rusland. De østeuropæiske musikere fik bl.a. følgeskab af Bono og The Edge fra U2, da de gav koncert i London. De er også featuring på en udgave af Ed Sheerans hit ‘2Step’, hvor de bidrager med vokaler og musikvideo-scener optaget midt i det krigshærgede land.

ANT08840 копія 3

ENGAGE er for alle

Bag Engage Festival står Veteranfonden, der har til formål at støtte danske veteraner og deres pårørende. Engage blev skabt i 2017 med en mission om at skabe et fællesskab og et initiativ, der anerkender danske veteraner.

Engage er ikke en festival som alle andre, vi har et formål, og vi vil gerne noget mere end bare at bringe folk sammen. Men det er på ingen måde en militærfestival, hvor man skal være veteran for at synes, at det er fedt. Engage er en unik oplevelse og en hyggelig sommerfest, og det er for alle, der kan lide musik,” siger Jeppe Michael Jensen.

Udover Antytila kan man på næste års festival bl.a. opleve Magtens Korridorer, Hjalmer, Folkeklubben, Ida Laurberg og Carl Emil Petersen. Der bliver løbende offentliggjort flere navne på programmet.

Fakta:

  • Engage Festival finder sted 7.-8. juni 2024 i Kastellet i København
  • Frem til 31/12 kan man sikre sig en Early Bird billet til 550 kr.
  • Veteraner kan bestille en veteranbillet, der giver gratis adgang
  • På programmet er indtil videre offentliggjort: Antytila fra Ukraine, samt Magtens Korridorer,
    Hjalmer, Folkeklubben, Ida Laurberg og Carl Emil Petersen
  • Yderligere info og billet: https://engagefestival.dk/

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få seneste nyt om Engage Festival direkte i indbakken