Festivaler handler ikke længere kun om musik. Flere og flere gæster søger også nærvær, perspektiver og samtaler, der sætter spor længe efter den sidste koncert er slut. Den udvikling mærker man tydeligt på ENGAGE Festival, der nu offentliggør årets talk program under overskriften “Vidnesbyrd & Fællesskab”.
I Kastellet i København bliver talk scenen endnu engang en central del af festivalens program – og et vigtigt supplement til musikken. Her mødes veteraner, pårørende, kunstnere, journalister, forskere og samfundsdebattører i samtaler om erfaringer, fællesskab, ansvar og livet efter udsendelse.
Hos ENGAGE er talk programmet ikke et sideprogram, men en vigtig del af festivalens identitet. Festivalen er skabt af Veteranfonden for at styrke anerkendelsen af danske veteraner og deres familier – og talk scenen er med til at skabe netop den forståelse og menneskelige forbindelse, som festivalen ønsker at bidrage til.
Samtaler om det, der kan være svært at sætte ord på
Årets program spænder bredt – fra whistleblower-fortællinger og beredskab til kunst, krigserfaringer og pårørendes perspektiver.
Publikum kan blandt andet opleve samtalen “Alt det vi ikke ser” med chefredaktør Christian Jensen og forfatter Iben Albinus om tavshed, ansvar og vidnesbyrd i offentligheden.
Derudover sætter samtalen “Efter flammerne – når krigserfaringer bliver fortællinger” fokus på erindring og formidling med deltagelse af Jakob Ellemann-Jensen, Peter Ingemann og Jeppe Michael Jensen.
Talk programmet rummer også formidlingsprojektet VeteranVidner, hvor veteraner og pårørende deler personlige fortællinger om udsendelse, hjemkomst og fællesskab, samt samtaler om kunstens rolle i veteranlivet og betydningen af anerkendelse i veteranmiljøet.
Musik, mennesker og mening
ENGAGE Festival oplever, at stadig flere gæster aktivt opsøger samtalerne – ikke nødvendigvis fordi de kender veteransagen på forhånd, men fordi de søger ægte fortællinger og perspektiver, der rækker ud over dem selv.
I en tid præget af uro, kriser og konstant støj ønsker festivalen at skabe rum for refleksion og menneskelighed midt i fællesskabet og musikken. Med visionen “Stolt og Styrket” ønsker ENGAGE Festival samtidig at skabe større anerkendelse af danske veteraner og deres pårørende – og samle mennesker om fortællinger, fællesskab og fælles oplevelser.
ENGAGE Festival 2026 finder sted den 19.-20. juni i Kastellet i København. Festivalen er udsolgt og samler i år rekordmange gæster.