
HUGORM indtager Kastellet
HUGORM vender tilbage til ENGAGE – større, vildere og stærkere end nogensinde
HUGORM var med til at sætte Kastellet i bevægelse i 2025. Nu vender Simon Kvamm, Arni Bergmann og Morten Gorm tilbage til ENGAGE Festival – denne gang med nyt album, en komplet udsolgt Danmarksturné i ryggen og et liveshow, der kun er blevet større.
HUGORM er efterhånden blevet en institution på de danske livescener. En lettere utilregnelig én af slagsen, hvor store spørgsmål om livet, døden og alt det midt imellem går hånd i hånd med fællessang, ekstase og en insisteren på, at koncerten aldrig bare skal være en koncert.
På scenen er HUGORM uforudsigelige og helt tæt på deres publikum. Grænsen mellem band og publikum bliver hurtigt udvisket, når Simon Kvamm, Arni Bergmann og Morten Gorm inviterer tusindvis af mennesker ind i et univers, der på én gang kan være højtideligt og absurd, inderligt og eksplosivt.
I september udgav HUGORM deres fjerde album HUGGET I STEN – bandets bud på åndelig oprustning fra et personligt perspektiv. Albummet kredser om institutioner og autoriteter, om det, vi står på skuldrene af, og det, vi sigter mod. Hvor vi kommer fra, og hvor vi skal hen.
Og publikum vil tydeligvis med. Da HUGORM annoncerede HUGGET I STEN TOUR, blev samtlige koncerter udsolgt på få timer. I foråret 2027 venter en komplet udsolgt Danmarksturné, inden HUGORM igen indtager festivalscenerne.